1. Home
  2. Indstillinger
  3. Integrationer
  4. Webshop integration
  5. Opsætning af Webshop integration i PeakWMS

Opsætning af Webshop integration i PeakWMS

Fo at kunne bruge PeakWMS er der en række opsætninger og integrationer, du skal have styr på.

Den første opsætning du bør have styr på, er integrationen mellem PeakWMS og din webshop.

Hvilke webshopsystemer kan PeakWMS integrere til?

PeakWMS har integrationer til flere forskellige webshopsystemer:

  • WooCommerce
  • Shopify
  • DanDomain Classic
  • DanDomain/HostedShop
  • Magento

Udover disse har vi også muligheden for at bruge vores åbne API. Med det åbne API skal du selv sørge for, at alle elementer i integrationen spiller, og de korrekte oplysninger sendes mellem din webshop og PeakWMS.

Hvilke informationer skal der bruges?

For at kunne integrere PeakWMS til din webshop, skal PeakWMS bruge nogle informationer, der kan skabe forbindelsen mellem PeakWMS og webshoppen. Hvilke typer informationer, og mængden af informationer, der skal bruges for at skabe forbindelse mellem webshoppen og PeakWMS, afhænger af, hvilken webshophost du bruger.

En række informationer er dog ens for alle webshophosts.

  • Shop navn
  • Web URL
  • Access token/API key

Ingen forbindelse til webshoppen?

Når du har indsat de oplysninger som PeakWMS skal bruge, er du klar til at teste forbindelsen mellem PeakWMS og din webshop. Er alt OK viser PeakWMS, at der er forbindelse mellem webshop og PeakWMS. Er der ikke forbindelse, vises en fejl.

Er der ikke forbindelse, skal du tjekke om alle oplysningerne du har indtastet, er korrekte. Bl.a. din Web URL, skal du være sikker på er korrekt. Det er ikke nok bare at indtaste den URL, der leder dine kunder ind til shoppen.

Du kan som regel aflæse i fejlen, der kommer frem, hvad fejlen skyldes.

Hvis der står noget i retning af: “Security incident detected”, er der tale om en fejl enten i din webshops firewall eller hos din host; det kan f.eks. være Simply. Fejlen skyldes, at en af PeakWMS’ IP-adresser er blevet blokeret. Begge dele kan du selv tjekke og rette op på i din back end eller dit kontrolpanel hos din host.

Alt i alt er det en fejl, du først og fremmest selv skal se, om du kan løse, da fejlen oftest vil ligge i din webshop.

Start indhentning af data

Når du har indtastet alle oplysninger og testet forbindelsen til din webshop, er du klar til at begynde at hente data ind i Peak fra din shop.

Opsætningen indeholder de samme trin for alle typer webshops, bortset fra Shopify, der indeholder et ekstra step. Her er det nemlig også muligt at hente toldinfo og kostpriser på produkterne, fra webshoppen.

1. Hent produkter

Når du har testet forbindelsen til din webshop, kan du begynde at hente produkterne fra Shoppen over i PeakWMS.

Du henter produkterne ved at klikke på Begynd under Hent produkter i opsætningen.

Peak henter alle produkter, der har et unikt varenummer. Det vil sige, at har du flere individuelle produkter med det samme varenummer, så henter PeakWMS kun det første produkt med det pågældende varenummer, der stødes på.

Det vil altså sige, at har du tre produkter, der alle har varenummer DJ-1234, så er det kun det første produkt, der hentes. De to andre ignoreres.

Det er derfor vigtigt, at du søger for, at dine produkter har unikke varenumre, og at produkter med varianter har en endelse på varenummeret, der gør det unikt, som f.eks.:

DJ-1234-rød

DJ-1234-blå

DJ-1234-grøn

eller noget lignende, alt efter, hvordan varianterne adskiller sig fra hinanden.

For produkter med varianter, er det også vigtigt at have in mente, at det kun er varianterne, der hentes i PeakWMS. Variantmasteren hentes ikke med, da der ikke er tale om et produkt, der skal registreres lagerantal på. Lagertallene linker udelukkende til varianterne.

2. Begynd at modtage ordrer fra webshoppen

Når du har hentet produkterne fra din shop, kan du i næste step af opsætningen begynde at modtage ordrer fra shoppen.

Når du Klikker på Begynd at modtage ordrer fra webshop, begynder PeakWMS at hente ordrer, når de modtages på din shop. Peak henter ordrerne ved hjælp af en webhook, der skaber forbindelse mellem PeakWMS og shoppen.

OBS! Bruger du WooCommerce eller Shopify til din shop, opretter PeakWMS automatisk webhooks, når du gennemgår dette trin. Bruger du derimod DanDomain, skal du være opmærksom på, at du selv skal oprette webhooks i din shop, da DanDomain ikke understøtter automatisk oprettese af webhooks.

Når du har gennemført steppet for modtagelse af ordrer, vil alle nye ordrer, der lægges på webshoppen, blive registreret i PeakWMS.

Er der ikke oprettet beholdning på dine produkter, vil ordrerne gå på hold. Ordrerne vil løbende blive frigivet, i takt med, at der registreres beholdning på produkterne i PeakWMS.

Du kan med fordel starte med at lægge beholdning på lager, på de produkter, der kommer ordrer ind på. På den måde kan du hurtigt få ordrerne ud.

3. Synkronisér salgstal

Når du begynder at modtage ordrer fra shoppen i PeakWMS, kan du som næste step i opsætningen, synkronisere dine salgstal til PeakWMS.

Her giver du PeakWMS adgang til at hente ordreinformationer på tidligere ordrer. Informationerne kan bruges i PeakWMS forecasting-tool i under menupunktet Indkøb.

Der hentes udelukkende informationer om produkter, mængder og dato. Ordrer og kundeoplysninger hentes ikke.

Ved at hente disse oplysninger, giver du PeakWMS mulighed for at hjælpe dig, når du skal bestille varer hjem. I PeakWMS indkøbssystem, findes nemlig en funktion, hvor PeakWMS på baggrund af tidligere ordrer, udregner, hvor mange varer du skal bestille hjem, for at opfylde efterspørgslen, og for ikke at løbe tør på lageret. Tallet som PeakWMS foreslår, er baseret på de tidligere salg du har haft på produkterne i en given periode.

Du indtaster blot datoen hvorfra du ønsker at hente salgshistorik fra. Ønsker du ikke at hente salgshistorik, indtaster du blot dags dato. PeakWMS er som udgangspunkt sat til at hente salgshistorik fra 1 år tilbage.

Synkroniserer du ikke salgshistorikken, vil PeakWMS begynde at indsamle statistikken på de ordrer, der løbende kommer ind. Her vil det ikke være muligt for dig at bruge forecasting værktøjet, da der endnu ikke vil være data nok i PeakWMS, til at foretage en analyse.

4. Begynd at sende data til integrationen

Sidste step i opsætningen omhandler de beskeder, der sendes fra PeakWMS til din shop. Her skal du vælge, hvilke steps og informationer, du ønsker at gøre din shop opmærksom på er blevet gennemført i PeakWMS.

Som minimum skal du markere følgende:

  • Informér, når en ordre er pakket
  • Informér, når der er ændringer i lagertal.

Derudover er der en række andre beskeder der kan sendes fra PeakWMS til din webshop. Det er op til dig, om du ønsker at sende dataen til din shop eller ej.

Bl.a. kan du sende data om følgende:

  • Informér, når kostpris på et produkt ændres
  • Informér, når en ordrelinje tilføjes i PeakWMS
  • Informér, når en ordre refunderes

Hvilke informationer du ønsker at sende, afhænger af, hvilke funktioner i PeakWMS du ønsker at bruge. Det er fuldt ud op til dig, hvilken data du ønsker at sende mellem PeakWMS og din webshop.

Når du har gemt dine indstillinger for afsendelse af data i PeakWMS, er din webshop koblet sammen med PeakWMS.

OBS! Vi anbefaler selvfølgelig, at du foretager tests med ordrer, så du sikrer dig, at du har slået de korrekte beskeder til, og at forbindelsen mellem din shop og PeakWMS er som du ønsker, og at betaling for ordrer bliver trukket efter en ordre er pakket osv.
Updated on marts 8, 2023

Was this article helpful?

Related Articles